Jubii’s guide – ubemærket guldgrube.
Det er ikke alt der glimrer der er guld. Det er en sandhed som mange internetsøgere kan skrive under på: fantastisk flotte internetsider skuffer tit: udseendet står slet ikke mål med indholdet.
Men det omvendte kan også være tilfældet: kedeligt udseende menuer i gammeldags skrivemaskineskrift kan dække over mængder af spændende materiale. En sådan er den kendte søgemaskine og emnekatalog Jubii’s Guide.
Det første problem er overhovedet at finde den fra Jubii’s hovedside. Den gemmer sig undseligt i den gule linje ca. kvartvejs nede på siden. Her er en alfabetisk liste over Jubii’s undersider. Og guiden findes naturligvis under Guide.
Herfra går det imidlertid slag i slag: Først får man en oversigt over hvilke guider der findes. Aktuelt er der 14 emner med i alt ca. 90 underemner. Frem for at være komplet har Guiden valgt at udvælge nogle praktiske emner som bruges af mange mennesker hver dag, eller i hvert fald ofte. Fx rummer Kulturguiden 12 emner fra såvel generelle emner som film, litteratur og musik som nogle populære specielle temaer som Elvis, Harry Potter og Ringenes Herre. Øverst til venstre anbefaler Guide-redaktionen et særligt godt link.
Emnet Aktuelt rummer nogle links til dagsaktuelle emner. Jeg erindrer fx Dronning Ingrid (dengang hun døde), Elvis – og aktuelt er der en Nyheds-Tema-guide om bl.a. Lomborg, Irak, Tvind, Milosevic m.m. Fra underguiden er der også henvisninger til ældre udgaver.
Guidens link er forsynet med flag hvis der er tale om udenlandske. Man skal passe på med at trykke på de gule mapper. Så ryger man nemlig ud af Guiden og over i Jubii’s almindelige emnekatalog. Uerfarne kan hurtigt miste orienteringen her….
Jubii’s Guide er først og fremmest til almindelige dagligdagsoplysninger, til almindelig surf-fornøjelse og til ”Gud-findes-der-osse-sådan-noget”-oplevelser. Ikke til tungt, dybdeborende stof til en universitetsopgaver el.lign. Men den fører altså et ubemærket liv på Jubii’s hovedside!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar