11 store danske biblioteker (København, Aalborg, Esbjerg, Frederiksberg, Gentofte, Herning, Næstved, Odense, Randers, Silkeborg og Århus) har startet Netlydbog.dk. Lige i øret, hedder det i en pressemeddelelse fra 23.4.2008. Og den er begrænset til de nævnte bibliotekers lånere. Foreløbig omfatter tjenesten omkring 100 bøger fra Gyldendal, Audioteket, Viatone og Boglyd.dk. Flere forlag skulle komme på senere.
Til hjemmesidens ros har de allerede tilføjet såkaldte web 2.0-ting. Altså fx mulighed for at brugerne kan bedømme og anmelde lydbøgerne, at gemme oplysninger om hvad du før har lånt osv. Helt almindelige ting som burde være en selvfølge på bibliotekernes hjemmesider, men som regel ikke er der.
Hvis du vil prøve, så kan du vælge mellem at høre det som stream eller downloade. Begge dele kræver at du har installeret Windows Media Player. Med den sidste mulighed kan du overføre den til din mp3-afspiller, der understøtter kopisikring.
For en hurtig test af siden anbefaler jeg det første. Det giver hurtigt resultat.
Downloadingen er straks mere kompliceret og tidkrævende. Selve downloadingen af Blekingegadebanden tog selv på min hurtige forbindelse omkring 10 minutter (over 300 MB). Men der er også mulighed for at downloade mindre dele af bøgerne. Det virkede godt nok i Firefox, men vejledningen anbefaler Internet Explorer, så der kan måske opstå problemer andre steder. Lånetiden er en måned, ligesom de fleste andre bibliotekslån.
Det er zip-filer, så du kan ikke lytte til dem umiddelbart. Først skal de udpakkes. Men det var kun begyndelsen til problemer. Windows Media Player begyndte at skabe sig, måske fordi jeg brugte Firefox. Men jeg hører altså til de besværlige kunder som nægter at bruge Internet Explorer. Så det lykkedes aldrig at få downloaded bogen på denne måde. Hvis dette sker for andre, så mener jeg projektet skal få det problem løst det hurtigst muligt.
Det er sikkert min version af Windows Medie Player der er et eller andet i vejen med. Jeg blev i hvert fald henvist til en support-side på engelsk om hvad jeg skulle gøre. Hvis man ved hvad der er galt, tager det sikkert kun ganske få sekunder at rette det. Men efter at være blevet præsenteret for en side på engelsk med mulige fejlchecks, opgav jeg. Så ikke noget med at høre Blekingegadebanden på mp3 på mit vedkommende. Det har jeg simpelt hen hverken temperament eller tålmodighed til at løse. Livet er for kort til at bakse med tekniske problemer.
Bort set fra det, så er lydkvaliteten på min testbog helt i top. Jeg har det med at blive irriteret på visse typer stemmer, og uheldigvis røg jeg ind i en sådan, men det skal absolut ikke afskrække nogen fra at prøve.
Lydbøger er og bliver en niche i folkebibliotekerne, men kryds fingre for at dette projekt bliver bæredygtigt. Teknikken er lidt kompliceret, men alt andet lige kan det vel i dag næppe gøres mere enkelt. Vejledningen kunne klippes ned. Men det er kun en skønhedsfejl.
Projektet har været undervejs siden 2006 og slutter årsskiftet 2008-2009. Det er altså et projekt. Men det forventes at Netlydbog.dk snart bliver tilbudt til alle landets biblioteker.
Hjemmesiden henviser til andre tjenester med gratis lydbøger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar