Internetsøgning 3 år
For 3 år siden kom det første indslag i Internetsøgning. Hvis nogen vil se hvordan den så ud dengang, så prøv på Internet Archives (Wayback Machine).Det sidste år har bragt en del nye ting med sig: Der er flere indslag, nyt layout og billeder. Kommentarmuligheden er blevet synlig. Det har betydet flere kommentarer, alle relevante, så fortsæt med det. Alt det er sket som følge af Bloggers udvikling. Og jeg prøver at følge med så godt jeg nu kan.
Af hensyn til svagtseende er links nu anbragt sidst i indslagene (efter anbefaling fra Dansk blindebibliotek). Dette er sket efter at havde overværet et foredrag af bibliotekarer fra Danmarks Blindebibliotek. Men mulighederne på Blogger rækker ikke til at opfylde betingelserne 100%.
Jeg håber at læserne har set det som forbedringer. (Også svagtseende, hvis sådanne er blandt dem). Og at de markant flere abonnenter på såvel påmindelseslisten som Bloglines er tegn på det.
Yahoo-Guide
Modsat tidligere år er der ingen artikel til at markere jubilæet, men derimod i bedsteDisney-juleshowstil er forberedt en overraskelse: Yahoo-Guide. Om Yahoo havde der samlet sig så meget stof på Internetsøgning, at det nærmest skreg på en sådan. Især efter at dansk Yahoo åbnede umiddelbart før sommerferien. Check den ud på Københavns Kommunes Bibliotekers hjemmeside.
Et kik i arkivet vil dementere at jeg foretrækker Yahoo frem for Google. Tiltaget er ment som en opfordring til at bruge andre søgemaskiner. Yahoo har 11 år på bagen. På det seneste er det tit Google, som halser efter Yahoo. I begyndelsen af dette århundrede brugte Yahoo bl.a. Inktomi og Google. Men Yahoo udviklede sin egen søgeteknik fra 2004.
Google og Yahoo har hver sit image: Google som den effektive, bibliotekar-orienterede søgemaskine, Yahoo som den mere kommercielle. Også disse stereotyper synes at stå for fald.
Husk i øvrigt at bruge mine øvrige vejledninger! Weblogs er gode til nyheder, men dårlige at finde rundt i: den omvendte kronologi er ikke velegnet. Registeret hjælper lidt, men alle indslag sættes systematisk ind i en større sammenhæng og gemmes mere varigt i Google Guide og Internetvejledningen. Linkene er i højremenuen.
Google for alle
Jeg har altid gerne villet skrive en lille bog om Google og internetsøgning. Nu er det blevet en realitet. Den udkommer før 1. september. Forhåndsomtale kan ses på forlaget Libris’ forside, klik på menuen ”På vej”. Kik dernæst på listen over nye bøger på vej. (Eller brug eventuelt et af de direkte link, enten dette eller dette)
Fortsat god læsning!
Links
Yahoo-Guide.
Den ældste kopi af Internetsøgning i Internet Archive/Wayback Machine
Forlaget Libris og Google for Alle.
2 kommentarer:
Tillykke med jubilæumet og den forestående bogudgivelsen.
Lige en tilføjelse til det med kommentarer: jeg har tilføjet en "word verifikation", hvis du vil kommentere. Dette er ikke for at genere nogen, men for at forhindre spammere i at lave maskinskabte kommentarer.
Word verifikation kaldes populært "captcha" ("der fik jeg dig"), og består i at man skal skrive et bestemt ord. Dette står under kommentarboksen
Send en kommentar