torsdag den 10. marts 2005

Factbites: Hybrid af søgemaskine og leksikon

Factbites er et australsk produkt. Den bygger på søgemaskineteknologi og ”kunstig intelligens”. Så det er altså endnu et bud på frembringelsen af en søgemaskine, som kan søge på et ”hverdagsagtigt sprog”. Med et fint ord: semantisk søgning. Og som så mange maskiner før den med et fine ideologiske formål at give mere præcise svar. Der er groft sagt to retninger inden for søgemaskiner: en ”matematisk” bl.a. byggende på PageRank og en ”semantisk”, hvis ide (eller drøm, mener nogen) er at forstå meningen med forespørgslen. Factbites tilhører den sidste slags.

Factbites fundliste viser hele sætninger, dvs. ikke halve sætninger og løsrevne ord fra fundene. Fundene viser et link øverst, dernæst nogle understeder og til sidst selve internetadressen. Denne er i virkeligheden nok den mest oplysende.

Der er også nogle emner øverst. Factfinder oplyser selv at den pt har 800.000 ”topics”. Men oplyser ikke hvordan disse er lavet. Nederst på hver side er der nogle forskellige forslag til Related Searches. De ligner lidt det som Alltheweb i en periode havde. Inden den blev opkøbt af Yahoo. Eller Wisenut. De søgninger, som jeg lavede, kunne ikke bruge disse to faciliteter til noget særligt. Men man skal altid være varsom med at konkludere ud fra stikprøver.

Jeg sammenlignede forskellige søgninger i Factbites og Google. Resultatet var lidt blandet. Søgningen på ”situated learning” er repræsentativ for de fleste. Til plussiden for Factbites kan føjes at det første fund var en henvisning til en leksikal artikel. Men ellers så fundene ret ens ud sammenlignet med Googles. Der var fx også henvisninger til boghandlere om Jean Lave og Etienne Wengers bog ”Situated learning”. Ikke noget onde i Google, men så sandelig et minus for Factfinder, hvis man skal tage dens formål for pålydende.

Modsat denne søgning er søgningen på Abraham. Her var Factfinder klart bedre end Google til at gætte at det enten var den bibelske Abraham eller Abraham Lincolm, jeg var ude efter. Og ikke en masse ligegyldige boghandler eller firmaer – som Google kom frem med.

Præsentationen af fundene er meget anderledes. Jeg vil lade det være op til læserne selv at afprøve. Mærket som de fleste af års søgning på Yahoo og Google har jeg har vænnet mig til at læse fundene på deres måde. Så en anderledes præsentation af fund vil altid gøre en ”konservativ”: det er jo ikke som det plejer. På den ene side er det rigtigt at Factfinder viser længere og mere sammenhængende sætninger. På den anden side virker det også mere uoverskueligt. Og så husk lige at Factfinder kun er i beta-version.

Link
www.factbites.com Factfinder

Ingen kommentarer: