mandag den 28. februar 2005

Last: personaliseret radio

Det måtte næsten komme: personalisering er hip på internettet, og nu kommer der så en personaliseret radio! Ikke sådan helt enkel at finde ud af. Og absolut ikke noget for 57K-forbindelser (udsendelsen bliver afbrudt hele tiden). Men ellers er den god nok: Last.Fm

Det fungerer nogenlunde på denne måde: du opretter en konto med kaldenavn og password. (Anonymiteten kan altså godt bevares). Herefter logger du dig på din konto. Princippet er at du kan "elske", "skippe" eller "forbande" de numre, som du hører. Og der er flere måder at høre numre på: du kan indstille på en tilfældig station, du kan søge på 1-3 af dine yndlingsbands og se hvilke stationer som spiller dem, eller du kan vælge en af de personaliserede radioer, der eksisterer i forvejen.

For rigtigt at komme i gang er det dog nødvendigt at have markeret mere end 100 numre. Last skal jo lige have mulighed for at kigge på din musiksmag. Når du er nået så vidt, kan du lytte til "profile radio", dvs. det er ikke din egen, men beslægtede brugeres radioer. Når du er nået over 300 numre, er der nok til at du kan lytte til din egen "personal radio".

Det er let at opdage hvor langt du er nået: prøver du at klikke før du når 100/300, bliver du henvist til søgebilledet (hvor du skal vælge 1-3 navne).

Det lyder måske indviklet, og det er det faktisk også. Det tog i hvert fald mig en del tid at finde rundt på siden og læse alle vejledningerne. Og jeg tror såmænd heller ikke at jeg er nået helt igennem endnu. Endemålet er imidlertid: Log ind på din Last-konto, tryk på radio-knappen, og musikken spiller uafbrudt. Fordelen er at du hele tiden får nye bands og numre at høre. Hvis du er ihærdig, kan du for hvert numre række tommelen op eller ned. Men ellers bare lytte.

Last reklamerer også med at når man har rigtig mange numre, kan man gå ind og rette (fjerne) i profilen. Så langt er jeg dog slet ikke nået endnu! Og så har jeg heller ikke undersøgt hvor musikken egentlig kommer fra.....

Lyt på
www.last.fm

Ingen kommentarer: