fredag den 28. januar 2005

Videosøgemaskiner - "Nu be'r jeg dem, fru Heilbut"

Google Labs har barslet med endnu et product: en betaversion af en videosøgemaskine. Og den er blevet vidt og bredt omtalt. Også i danske medier og weblogs. Jeg kan godt lide Google, men ret skal være ret: På det her område er Google altså sent ude, og med et noget skrabet resultat. Så kan det være nok så meget beta.

Internetsøgning omtalte allerede i december 2004 at såvel Yahoo som Blinkx havde lanceret nogle solide videosøgemaskiner. Blinkx endog ved at kunne omsætte tale til skrift. Og prøvesøgninger viser at begge er langt, langt større end Google. Ikke desto mindre blev disse to initiativer mig bekendt ikke omtalt særligt mange steder. Forud for dem har i mange år Singing Fish (ejet af AOL) haft en glimrende søgemaskine til den slags. Så tillad lidt forargelse her: Er det tegn på at offentligheden er ved at identificere Google med internettet - og omvendt?

I teorien bruger søgemaskiner tre typer data: metadata (Yahoo), tekst tilknyttet videoer i form af kortere eller længere indholdsbeskrivelse (Closed captions, hos Yahoo og Google) og tale omsat til tekst (Blinkx). Så Google kan ikke engang påberåbe sig en særlig avanceret indhøstnings-teknik. Og foreløbig holder de sig til tv-udsendelser fra en håndfuld stationer i USA.

Når dette er sagt, så bør et nyt produkt fra Google Labs selvfølgelig afprøves. Posterne ser lidt mere venlige ud end hos Yahoo og Singing Fish (som er meget skrabede) og Blinkx (som viser udklip af hvor søgeordene forekommer i sætninger). Nyt er også at man ikke får videoerne, men en omtale af hvad det er man engang skal se. Og hvor og hvornår (tid) søgeordet forekommer. Der er også en avanceret søgning, på titel og kanal.

Fælles for alle videosøgemaskiner er at mediet (video) ikke er så attraktivt endnu. Men det kan det blive i fremtiden. En af de største forhindringer, overførselshastigheden, må forventes at være fortid inden for nogle år. Mange må forventes at udskifte deres 57K-modem med noget hurtigere.

Videosøgemaskiner:
www.yahoo.com/ Klik på fanebladet Video
video.google.com/ Google Video
www.singingfish.com Singing Fish
www.blinkx.tv/ Blinkx
www.blogdigger.com/media/ Blogdigger.
www.feedster.tv/
erikhoy.blogspot.com/2004/12/blinkx-omstter-tale-til-tekst.html Blinkx i Internetsøgning

Ingen kommentarer: