mandag den 4. oktober 2004

Historisk kildemateriale fra Yale Universitet: Avalon-projekt.
The Avalon Project er en omfattende samling af digitale dokumenter inden for jura, historie, politik, diplomati og statsledelse. Det er Yale Universitet i USA som står bag, og udvælgelsen af dokumenterne er derfor meget USA-centreret, især de tidlige dokumenter fra 1700-tallet. Også de internationale dokumenter har ofte en eller anden forbindelse til USA’s historie. Men når det er sagt, så er der rigeligt at hente for forskere, opgaveskrivere og andre interesserede i de seneste 300 års historie.
På grund af omfanget af dokumenter kan siden være en anelse vanskellig at finde rundt i. Der er flere måder at knække nødden:
De kronologiske indgange. Disse er opdelt i det 18., 19., 20. og 21 århundrede. Bruger du dem, vil du hurtigt opdage at de alfabetiske lister er lange. (Brug evt. ctrl + b til at lave søgning på siden). Og der er kun mulighed for at kikke på dokumentets titel. Det skal dog siges, at der er gode henvisninger. Klik fx på Haag Conventions – og du får dusinvis af dokumenter fra 1853 til 1975. .
Bedre er måske den emneopdelte menu Document Collections. Her er alt fra USA’s historie, Folkeforbundet, 2. verdenskrig, Nürnberg-processerne og snesevis af andre emner.
Det er også muligt at ordsøge. Fundene her giver et ganske godt indblik i hvad du har fundet. Prøv fx at søge på¨
[denmark]
Denne søgning sorterer fundene efter en relevansalgoritme som vises yderst til højre i form af nogle procentsatser. I eksemplet får du bl.a. Tysklands kapitulationserklæring fra 4. maj 1945 (”De tyske styrker i …Danmark…” osv). og en traktat om Grønland. Bemærk at der også er en henvisning til en undermenu og de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og USA, hvor du yderligere kan ordsøge.
Ellers er det sådan set bare med at gå ombord: Her er dokumenterne vedr. staten Israel og Palæstina, retsprotokoller med vidnesafhøringer fra Nürnbergprocesserne, en omfattende samling af dokumenter vedr. 11. september 2001 (World Trade Centre) osv.
I det hele taget er dette en side som kræver lidt tid at bruge. På den anden side set: Udbyttet er ganske stort – sammenlignet med vilde søgninger på fx Google.
Link
www.yale.edu/lawweb/avalon/avalon.htm

Ingen kommentarer: