lørdag den 4. september 2004

Vanskeligheder for 7 nye topdomæner.
For tre år siden gjorde ICANN (den overordnede organisation for domæner) det muligt at anvende syv nye generiske topdomæner (det sidste led i alle internetadressers hovedside). Det var:
. biz som kan bruges af virksomheder
.info som ubegrænset kunne bruges til hjemmesider med oplysninger om enkeltpersoner, organisationer, produkter m.m.
.name som kan bruges af enkeltpersoner
.pro som kun kan bruges af autoriserede professioner, virksomheder o.lign.
.coop
.museum
.aero
Samtidig skete der en udvidelse af brugen af bl.a. .org som oprindeligt kun kunne bruges af ikke-kommercielle foreninger og virksomheder, men som nu kan bruges nærmest ubegrænset af alle.
Topdomæner er højst interessante for internetsøgere, da feltsøgninger på topdomæner er en af de mere effektive måder at afgrænse sine søgninger. Hvad enten det så er landekoder eller generiske.
Som sædvanligt når noget nyt sker på internettet, blev flere af disse nye topdomæner straks udsat for et massivt misbrug. Værst gik det ud over .info. Næsten halvdelen af de registrerede hjemmesider under dette måtte efter en periode fjernes igen (43%). I mindre grad blev .biz og .name misbrugt.
Noget andet er at topdomænerne ikke er slået igennem. Det ville ellers være rart hvis fx flyselskaber brugte .aero, museer .museum osv. For så kunne internetsøgere enten begrænse til disse – eller med ikke-operatoren udelukke dem fra en søgning. En stikprøve viser imidlertid at de største og kendteste museer rundt omkring i verden enten bruger landekoden eller (i USA) .org-topdomænet. Så .museum kan ikke bruges. Tværtimod viser stikprøver at det kun er små, lidet kendte museer som indtil videre bruger dette topdomæne. Det samme gælder flyselskaber (bruger .com)
Kikker vi på Danmark, viser det sig at kun .info og .biz synes at have haft en vis gennemslagskraft. Søgning på Google (som ikke er udtryk for det eksakte tal) viser at der er 770 danske sider med topdomænet .biz, 620 danske sider med .info. Dernæst kommer .name med 67 danske sider. .aero, .coop, .museum og .pro har hver kun en håndfuld.
Check selv en søgning på
[site:museum]
Indtil videre har indførelsen af de syv nye topdomæner altså ikke forbedret internetsøgeres muligheder. Det sker vel først når det ligefrem bliver tvunget for museer, flyselskaber, professioner osv. At bruge topdomænerne. Men det sker nok aldrig.
Kilde:
www.icann.org/announcements/announcement-31aug04.htm ICANN’s evaluering fra 31. august, resume.

Ingen kommentarer: