Ulk: Tysk satiretidsskrift digitaliseret.
Mange gamle tidsskrifter bliver i disse år digitaliseret. Internetsøgning skal ikke foregive at ville informere om dem alle. Men her i den triste danske sommer er det opmuntrende at kikke i en lille perle, det tyske satiretidsskrift ULK. Det er udgivet med støtte fra Landesarchivdirektion Baden-Württemberg. Ulk var et nordtysk modstykke til det sydtyske Fliegenden Blättern. Det udkom 1872 til 1933, først som selvstændigt ugeblad og fra ca. 1913 som ugentligt tillæg til Berliner Tageblatt og Berliner Volks-Zeitung.
Der er en aura af gamle tidsskrifter over digitalisereringen: gammelt, flosset snit og typiske tegninger som også er kendt fra fx engelske Punch og danske Blæksprutten.
Det er årgangene 1914 til 1930 som er tilgængelige. De er interessante, da Kurt Tucholsky i årene 1918 til 1920 var chefredaktør på Ulk. Måske det største publikum han opnåede: de to blade hvor Ulk var tillæg, havde omkring en kvart million læsere. Tucholsky ville gøre op bl.a. med krigsvitserne. I det hele taget fortæller Ulk noget om stemningen i Tyskland under den gryende nazisme. Efter Tucholskys afsked vendte Ulk dog tilbage til sin tidligere redaktionelle linje.
Kurt Tucholsky (1890-1935) var søn af jødisk købmand og jurauddannet. Kendt som forfatter. Men også kendt som skribent i adskillige tidsskrifter, bl.a. ”Vorwärts” (udgivet af Sozialdemokratischen Partei Deutschlands, SPD), litteratur- og teaterkritiker på ”Die Schaubühne”, som nævnt chefredaktør på Ulk (Berlin), ”Weltbühne” og ”Vossischen Zeitung”. Gift med Elise Weil (1920-24) og Mary Gerold (1924-33). Medlem af Unabhängigen Sozialdemokratischen Partei Deutschlands (USPD) 1920. Emigererede 1929 til Sverige, hvor han også døde efter et selvmordsforsøg i 1935. Nazisterne afbrændte Tucholskys bøger på de berygtede bogbrændinger i 1933.
Link
www.ub.uni-heidelberg.de/helios/digi/ulkhd.html
Ingen kommentarer:
Send en kommentar