Comparision Engine
Søgemaskinerne er forskellige og finder bevisligt hver for sig unikke fund. En fuldstændig søgning på internettet ville derfor være at søge i så mange søgemaskiner som muligt for at få samtlige indekserede fund med. Grunden til at få gør det, er at langt hovedparten af det den enkelte søgemaskine finder, er det samme som andre søgemaskiner finder. Og en gennemgang ville derfor være en ørkenvandring af gentagelser
Meningen med Comparision Engine er at undgå denne ørkenvandring. Altså: at adskille de fund som alle, eller de fleste, søgemaskiner finder, fra de fund som kun en enkelt søgemaskine finder. Herefter skulle det være mere rationelt at gennemgå de unikke fund i søgemaskinerne en for en.
Fremgangsmåden lover ganske godt. Prøv fx med en søgning på
[internetsøgning]
Det tager lidt tid før det hele kommer frem. Øverste halvdel af skærmen viser de forskellige søgemaskiner under hinanden. Ud for hver enkelt er angivet de første fund i søgemaskinen, nr. 1, 2, 3 osv. De grå viser de fund som flere søgemaskiner har fundet, de røde de som er særegne for søgemaskinen. Det er muligt at fravælge bestemte søgemaskiner. Den nederste halvdel af skærmen viser samtlige fund.
Nu skal du bevæge musen hen over den øverste halvdel af skærmen. Nederst viser Comparision Engine så det fund du har peget på. Highlightet med grønt. Enkelt. Desværre kan du ikke undersøge linket lige med det samme: forsøger du at bevæge musen ned for at klikke, kører du jo blot over andre knapper – som så viser andre fund. Det kunne ellers være rart.
Men dette er ikke det eneste problem: Websider opdateres efterhånden løbende, måske med få dages mellemrum. Men ofte kun med ganske få ændringer. Det betyder at søgemaskinernes webcrawlere ofte får forskellige versioner af den samme side. I Comparision Engine optræder de imidlertid som unikke fund for søgemaskinen – selv om den samme side i en anden opdatering kan findes i flere andre søgemaskiner.
Eksempelvis retter jeg tit blot et link, en dato eller en stavefejl i Google-Guide eller Internetvejledningen på Københavns Kommunes Bibliotekers hjemmeside. Disse forskellige opdateringer optræder som forskellige sider i Comparision Engine.
På overfladen så det i mine prøvesøgninger ud til at Google og Teoma havde de fleste unikke fund, men som sagt kan dette ikke tages for gode varer.
Alt i alt falder Comparision Engine i den efterhånden meget store gruppe af søgemaskiner hvorom man kan sige at de har fået en vældig god ide, men at det i praksis viser sig at være vanskeligere end som så at realisere den. Ikke desto mindre har ihærdige internetsøgere fået en lidt lettere måde at sammenligne søgemaskinernes fund. Med de forbehold som nu er nævnt ovenfor.
Et andet bud på at løse opgaven er at prøve Queryster.
Link
roquefort.di.unipi.it/comparison.html
www.queryster.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar