Ændringer på Google og Yahoo
Søgegiganternes kamp er åbenbart indledt: Hvis du synes at Google og Yahoo ser anderledes ud end de plejer, så har du set rigtigt. I Google lægger man umiddelbart ikke mærke til det i den danske udgave, men i den engelske er fanebladet for Open Directory blevet fjernet til fordel for Froogle (internethandel). Sikkert en stor fordel i USA, men en forringelse for danske internetsøgere. Det er ikke kun fanebladet der er fjernet: Henvisningerne til emnekatalogen er også fjernet. De fremkom ved søgningerne med mange hits foroven , så man her havde en mulighed for at afgrænse de mange fund.
Til gengæld er der kommet et link More... ved siden af fanebladene som leder over i en oversigt over Googles søgefaciliteter. Kønt ser det ikke ud, men det kan vel ændres.
Andre mindre nyheder:
Det er nu muligt at intervalsøge på årstal. Det foregår med to punktummer uden mellemrum. Hvis du fx er usikker på hvornår folketingsvalget var, kan du søge med:
[folketingsvalget 1999..2001]
Dette finder alle tal mellem 1999 og 2001 (disse to tal inklusive).
Udseendet af posterne i Google har også ændret sig. Faktisk er de kommet til at ligne den totalrenoverede Yahoo’s resultater. Det er også sværere at skelne de sponsorerede resultater fra søgeresultaterne. De sponserede resultater kommer stadig frem i højre side, men nu kun adskilt til søgeresultaterne med en lodret streg. Og så i øvrigt i samme design som søgeresultaterne. Se fx en søgning på
[donaldson]
Svenske Internetbrus (se 29. marts 2004) gør i øvrigt opmærksom på at Yahoo efter opkøbet af Alltheweb er ved at demontere mange af de gode avancerede søgefaciliteter i denne søgemaskine. Bl.a. RANK-kommandoen (læs mere i artiklen, den er på svensk). Mere er forhåbentligt ikke i vente!
Begge ændringer må fra et skandinavisk syn ses som forringelser.
Yahoo har styrket sin i forvejen ret gode nyhedstjeneste. Den søger nu i 7.000 aviser og magasiner (mod Google's 4.500). Dog muligvis fordi Yahoo har taget flere weblogs med. Hermed er Google News sakket alvorligt bagud, også i forhold til Topix (omtalt her på Internetsøgning 12. marts 2004), som pt. er nået op på 6.000.
Jeg har endnu ikke nøje undersøgt om Yahoo er blevet bedre, men anmeldelserne er lovende. Så prøv!
En personlig kommentar
Jeg kan godt se at alle disse konstante ændringer giver fast arbejde for webloggere og andre. Samt at konkurrence måske kan være en god ting. Men der er store bagsider: søgemaskinerne holder kortene tæt ind til kroppen hvad angår nye forbedringer. Søgealgoritmerne er hemmelige. Annonceringen er uagtet at den er neddroslet i de seneste år stadig generende. Og de fleste er tilrettet forholdene i USA (favoriserer af naturlige årsager derfor befolkningen der). Så spørgsmålet er om det ikke snart var på tide at Nordisk Råd, EU eller FN/UNESCO fik lavet en søgemaskine, som mere bredt henvendte sig til Skandinavien, Europa eller hele verden. Hvis internettet skal være alles ejendom og give mulighed for hele jordens befolkning til også at finde lokalt stof, så er det vist en nødvendighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar