onsdag den 24. marts 2004

Danske nyheder med Google?
Det lyder som en selvmodsigelse: Hvis man bruger Google News (news.google.com) til at søge efter danske nyheder, søger den kun i Copenhagen Post – og det er på engelsk. Google News tager nemlig ikke danske aviser med. Og derfor kommer der heller ikke nogen danske avisartikler med når man søger i Google News.
Det gør der derimod når man laver almindelig websøgning. Men her er problemet så at avisartiklerne bliver blandet op med alt muligt andet fra internettet. Kunsten er derfor: hvordan laver man en søgning så man skiller de almindelige websteder fra nyhedsstederne. Svaret er: det kan man heller ikke!
Men man kan da prøve at lave noget der ligner. Det er bedst at starte i det avancerede søgebillede. Her vil vi prøve at finde artikler om Mary Donaldson. Det er bedst at søge hende som sætning, dvs. man skriver Mary Donaldson i feltet ”med den eksakte sætning”.
Og så kommer tricket: Det viser sig nemlig at de fleste danske avisers nyhedsartikler i internetadressen hedder noget med artikel, article eller aviartvis. Derfor skriver man i feltet ”med mindst et af ordene” disse tre ord. Dette felt bruges til at søge med operatoren ”eller”.
Under ”Sprog” klikker man på Dansk, og indstiller datoen til det kortest mulige tidspunkt - som er 3 måneder.
Så er man færdig. Tryk på ”Google-søgning” og kik på resultatet. Hvis man vil gøre det mere besværligt - men også mere raffineret - kan man efter søgningen i søgefeltet yderligere skrive inurl: foran artikel og article, så søger den nemlig kun i internetadressen efter disse ord (altså fx inurl:artikel)
Da jeg søgte (og det kan være anderledes nu) fik jeg en del nyhedsartikler frem fra Danmarks Radio, TV2, Jyllands Posten, Fyens Stiftstidende, Se og Hør, Berlingske, Kristeligt Dagblad og andet. Men også nogle tidsskrifter som fx Computerworld samt internettidsskrifter. Med afgrænsingen inurl kom der et mere præcist resultat med ca. halvt så mange fund.
En brugbar metode? Tja, ikke helt fin i kanten. Bl.a. adskiller websøgning fra nyhedssøgning ved at søgerobotten ikke kommer så tit forbi siderne. Nyhedssøgning bygger jo netop på at søgemaskinen flere gange om dagen finder nye online-artikler.
Denne måde at søge på finder andre resultater end den mere præcise på Alltheweb News. Men når man absolut vil prøve med Google, såeh…

Ingen kommentarer: