Google i Kina

Google i Kina

På søndag bringer New York Times Magazine en meget lang artikel om Googles tiltag i Kina. Det bygger bl.a på samtaler med Kai-Fu Lee, oppositionelle i Kina og research i landet.
Kai-Fu Lee er en 44-årig computervidenskabsmand og leder af Google i Kina. Tidligere ansat hos Apple og Microsoft. Og i Kina er han nærmest en kultfigur for de teknikinteresserede unge. Han har endog sat en formel op for miraklet Google = ungdom + frihed + lighed + græsrodsopfindsomhed + brugerfokus + vær ikke ond. Selv overlader han det til firmaets folk i Californien at udtale sig om spørgsmålet om censur, men påpeger dog at for den kinesiske ungdom er internettet klart en måde at udtrykke sig og blive hørt, og de gør det i vid udstrækning.
Artiklens forfatter konkluderer da også efter endt research i Kina, at mens det for vestlige lande er utænkeligt at gradbøje censur, når snakken er om ytringsfrihed, så er det i Kina omvendt: her er det begyndelsen, altså til at snakke om ytringsfrihed.
Artiklen fortæller om Googles forhold til Kina. Allerede i 2000 havde Google en version, som kunne forstå kinesisk og også en kinesisk udgave af forsiden (ligesom der også er en dansk). Derudover var Google i stand til at registrere når forespørgsler kom fra Kina. Derved blev Google hurtigt en af de mest populære søgemaskiner i Kina (omkring 25 %).
Men det stoppede brat i september 2002 med hvad der senere med et ordspil er kaldt ”Den store kinesiske firewall” (=mur). Al trafik til Kina på internettet foregår i tre store fiber-optiske jordkabler. Det gør det meget let for den kinesiske regering at styre hvad der foregår. Og den er særdeles god til at blokere for forespørgsler på Falun Gong, 198964 (kode for Tian An Men-plads massakren), Tibet osv.
Godt nok kunne man fra Kina stadig søge i Google på disse ord, men hvis man forsøgte at klikke på et søgeresultat, fik man blot en fejlmeddelelse. Firewallen havde ganske enkelt blokeret for siden.
Artiklen gør også opmærksom på, at der ikke som sådan findes en sortliste over forbudte søgeord. Den kinesiske lovgivning går tværtimod ud på, at folk selv ved at læse lovgivningen må lægge bånd på sig selv. Det er kun ved at søge på forskellige ord, at man har fundet ud af, hvilke ord der så reelt er forbudte. Lidt ud fra devisen: censur er godt, selvcensur er bedre. Det kompliceres ydermere af, at nogle sider kan være tilladte den ene dag, den anden dag ikke.
Hvorom alting er, så ophævedes blokaden mod Google efter 2 år, men nu med andre problemer: firewall’en sløvede ganske enkelt al trafik til udlandet. 15 % af tiden kunne man fx ikke bruge Google. Så selv de tilladte søgninger i Google blev ramt, altså også de som blot søgte på ord som Aids, miljøproblemer, influenza eller verdensmarkedet. Det satte Google i et åbenbart dilemma, som blev løst på denne måde: Kinesere kan stadig søge i det ”gamle” Google, med de ovennævnte problemer til følge, men derudover installerede Google en server i Kina, som kunne levere søgninger på linje med hvad der sker i alle andre lande, men samtidig bortcensureret de sider, som den kinesiske regering betragter som ulovlige.
Google kontaktede aldrig den kinesiske regering, velvidende at de ikke ville få en liste. I stedet undersøgte de via computere i Kina at finde ud af, hvilke sider den kinesiske regering blokerer, og udelukker så disse fra databasen. I modsætning til hvis man søger på Google.com viser Google.cn dog at siderne eksisterer, men ikke kan vises pga. den kinesiske lovgivning.
Vestlige menneskerettighedsorganisationer var hurtige til at fordømme Google. Men i Kina er holdningen hos menneskerettighedsfolk anderledes. De har først og fremmest fået en hurtigere og mere effektiv adgang til internettet og mere klarhed over, hvilke sider der er erklæret ulovlige.
Wikipedia står i øvrigt i samme dilemma. Det kan overhovedet ikke læses i Kina. En ekspert vurderer, at hvis Wikipedia ville fjerne ca. 0,1 % af de artikler, som den kinesiske regering ikke kan acceptere, ville det problem være løst.
Hvad skal man mene? Tja, det vil jeg overlade til læserne.