Globalisering… set fra Yale University
Globalisering er blevet et nyt hverdagsord. For nogen et stort dyr i åbenbaringen, for andre et skældsord (jeg har fx hørt ”røvbaliseringen”). Eller noget midt i mellem. Er globalisering noget der sker ”automatisk” eller kan vi styre det? Internettet er i sig selv en form for globalisering. Samtidig med at du på internettet også kan finde en internetside som har påtaget sig at beskæftige sig med gllobalisering.
Som sædvanlig, fristes jeg til at sige, har universiteterne i USA igen-igen overhalet akademikere og intellektuelle andre steder. Både hvad angår at tilgængeliggøre materiale. Og at popularisere det for et bredere publikum. Denne gang er det Yale University. Mens europæiske intellektuelle og trendsættere foretrækker de trykte medier, har Yale lavet en hel side med dabatstof, rapporter, udredninger o. lign. udelukkende med emner omkring globalisering. Mest naturligvis set fra USA. Men der er så sandelig også meget at hente for andre verdensdele.
Siden er ganske enkel at gå til: der er en emneindgang, en geografisk indgang og en teoretisk indgang: hvad er globalisering osv. Emneindgangen har et dusin emner som miljø, økonomi, sundhed, arbejdsmarked, politik, handel osv. Herunder gemmer sig længere artikler, ”papers”, rapporter osv., hentet fra forskellige medier. Ikke bare fra USA. Det meste spritnyt, dvs. fra 2004. At det ikke kun er USA-relateret, ses fx under miljø, hvor mapucheindianernes kamp for at bevare skovarealer er med.
Det er heller ikke kun tørt universitetsstof, men også video- og flashfilm. Fx om at produktion af tv-apparater i dag er en global affære i alle led, fra produktionen af de enkelte komponenter til det står i stuerne. (Interessant i disse Krøniken-tider….). Skru dog ned for musikken på nogen af dem – ikke lige min smag.
Link
yaleglobal.yale.edu/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar