onsdag den 19. maj 2004

Microsoft vs. Google vs Yahoo
Til sommer har Microsoft annonceret sit udspil i søgemaskinekrigen. De dominerende kombatanter her er i forvejen Google og Yahoo. Med Ask, Teoma (og Singing Fish) som velkonsoliderede i specialnicher. Internetsøgning har allerede skrevet om Microsofts nyhedssøger Newsbot (Internetsøgning 11.5.04). Den er en pendant til Yahoo News og Google News.
Microsoft planlægger en BlogBot som skal søge på internettidsskrifter (weblogs) og en AnswerBot som ser ud til at være en slags pendant til Google Answer. Derudover vil Microsoft forsøge at lave personaliserede søgning. Noget Google også eksperimenter med. Det går ud på at hvis du vænner dig til at søge fra en bestemt computer (IP-adresse), vil søgemaskinen efterhånden aflæse hvilke sider du åbner og på denne måde spore sig ind på hvad det er for en type internetsider du foretrækker.
Her har Microsoft imidlertid et imageproblem: Firmaets produkter anskaffes godt nok af et stort flertal af brugere. Men Microsofts ry er ikke for godt: produkterne er middelmådige og anskaffes kun fordi der ikke er alternativer. Microsoft opfattes som en pengefikseret monopolmastodont. Så spørgsmålet er om menige internetsøgere overhovedet tiltror Microsoft ikke at ville udnytte sin viden om deres søgninger til kommercielle formål. Dette image bakser Google ikke med, og Google må derfor siges at have et forspring her.
I 2006 vil Windows’ afløser dukke op (arbejdstitel: Longhorn). Det skal afhjælpe at brugerne af Windows ofte løber totalt vild i menuer, undermenuer, mapper, og under-undermapper. Det nye system skulle kunne finde dokumenter om et bestemt emne fra forskellige steder (word-dokument, email osv.), uanset hvor det er gemt. Og gæt hvem der ifølge New York Times fra 19. maj nu også tilbyder et program der kan gøre det: Jo, det er Google. (Artikellink - virker måske ikke...)
Af andre kuriøsiteter som er i vente er ”Stuff I’ve seen”, dvs. en hjællp til folk som gerne vil se hvad de for nylig har kikket på, og ”Stuff I should see”, som går ud på at computeren prøver at gætte sig til hvad du finder relevant.
Microsoft har før fejet gode produkter af banen. Det skete fx med browseren Netscape, selv om Microsoft var senere ude. De er nu også senere ude end Google med en konkurrencedygtig søgemaskine. Men tilfældet Netscape viser: Hvis først giganten sætter sig i bevægelse, kan man forvente omvæltninger. Ikke nødvendigvis kvalitative – tværtimod fristes man til at sige. Så bliver Google det næste Netscape?

Ingen kommentarer: