onsdag den 9. januar 2013

Google vinder foreløbige retlige sejre

Det kører rigtig godt for Google hvad angår retssager for øjeblikket.

Avisaftale i Belgien

Først fik søgemaskinen en aftale i stand med de fransktalende belgiske aviser. Retten til nyheder er omdiskuteret. Også i danske medier. Ophavsret, penge, interesseforskelle læsere, journalister, aviser, søgemasker, tilgængelighedsgørelse osv. er hovedelementer i diskussionen. Og ofte modstridende. Danske medier vil generelt ikke vide af Google, så Google indekserer ikke danske aviser, og derfor er der heller ikke nogen dansk udgave af Google News (som en af de få undtagelser i hele verden).

De fransksprogede belgiske aviser anlagde for 6 år siden sag mod Google for overtrædelse af ophavsretten ved at vise 'snippets' (uddrag) i Google News og linke til kopier af deres sider. I december sidste år nåede Google og udgiverne til en aftale. Aftalen indeholder mest om økonomi. Men på længere sigt handler det om ophavsrettigheder. Kun en håndfuld lande er ved at omstille deres lovgivninger til den digitale tidsalder. I mellemtiden forsøger interesseorganisationer blot at få de involverede parter til at indgå gensidige aftaler. Hvilket hermed er sket.

Som i alle andre sager hvad angår ophavsret på internettet lapper det ind over rigtig mange områder: De økonomiske er normalt de udslagsgivende. Men ophavsret, kulturel formidling, demokrati-debat, politik osv. er andre aspekter, som har sat 

Antitrustafgørelsen i USA

Et par uger efter fik de medhold af den amerikanske Federal Trade Commission, hvor Google var anklaget for overtrædelser af antitrustloven. Afgørelsen var i al korthed at kommissionen afgjorde at Googles service var godt for forbrugerne og godt for konkurrencen.

Anklagen gik på at Google favoriserede egne websteder over konkurrenternes. Men det fandt FTC altså ikke grundlag for. Dette er et slag i ansigtet på Microsoft og andre kritikere af Google. Med kommissionens autoritet i ryggen bliver det uhyre vanskeligt i fremtiden at genoptage undersøgelser på officielt plan af denne type. Med mindre måske det skulle vise sig at Googles lobbyarbejde med kommissionens medlemmer har været lidt for effektiv. Eller at den højere juridiske myndighed underkender afgørelsen.

Dette var det centrale. Et gode for forbrugerne kunne måske være at Microsoft for fremtiden vil koncentrere sig om at forbedre Bing og andet, i stedet for at prøve at angribe og svække Google. Det menes at Microsoft har investeret to, måske trecifrede millionbeløb i dollars i kampagnen mod Google. et beløb som andre måske ville mene kunne være udnyttet til noget mere konstruktivt. Firmaets første reaktion var at beklage FTCs afgørelse, men pege på andre som foretager lignende undersøgelser. Så formentlig har firmaet ikke opgivet kampen endnu.

Som småpunkter indvilligede søgemaskinen (måske i et anfald af overstadighed?) at den påtager sig to frivillige restriktioner: Den ene at websider får flere valgmuligheder, den anden at annoncører kan styre kampagner bedre. Nemme point.

Til gengæld må Google bøje sig for FTCs krav om "standard-essential patents". Omsat til daglig businessprog betyder det at Google ikke for fremtiden vil påberåbe sig ret til at gøre som dets nyligt indkøbte firma, Motorola og kopiere Apple-produkter, under dække af at det er 'standard'.

Danmarks situation

I Danmark er vi også langt bagefter på det retlige felt. Og den danske ophavsret er endda på flere felter mere restriktiv end  i USA. Det har betydet at kvalitetsprodukter som fx Infomedia, Vejviser til Legater og Fonde, Karnov og andre har en pris som betyder at de enten er forbeholdt meget ihærdige specialister eller pengestærke foretagender. Eller bibliotekerne. Og videre ud også bog- og musikmarkedet.

Rent konkret har den manglende omstillingsparathed i bogbranchen, især den mere konservative del, senest medført at Gyldendal har fyret mindst 18 medarbejdere, med flere i sigte. Godt nok er den officielle grund den økonomiske krise. Den er et taknemmeligt offer og kan få skylden for lidt af hvert. Andre 2012-nyheder var fx at Amazon sælger 114 ebøger for hver 100 analoge bøger. I Danmark er ebogssalget godt nok fordoblet i 2012. Men det skal ses på baggrund af at det i forvejen var forsvindende lille i 2011.

Link 
Googleblog. Om FTCs afgørelse.
Google Europe Blog. Om aftalen i Belgien.
The Laboratorium.
Read Write Web.

Ingen kommentarer: