fredag den 17. august 2012

10 år med blogging

Den 18. August 2002 publicerede jeg det første indslag på denne weblog. Dengang var der under 100 weblogs i Danmark. Jeg ved ikke hvor mange af dem der stadig eksisterer, men der er faktisk en del som stadig blogger.

Redaktøren anno 2012. Det er det mest private som læserne kan forvente. Personlig, forhåbentlig. Privat, under ingen omstændigheder.

Modsat papirtidsskrifter gemmer internettet ikke på sider som senere er blevet ændret/opdateret. Men et af de steder, hvor man kan se hvordan siderne så ud, er Internet Archive Wayback Machine. Og den har godt nok ikke den helt originale med, men næsten. Denne er fra den 22. september 2002:

Internetsøgning 22. september 2002. Bemærk indekset øverst. Og at opfordringen til at melde sig som medredaktør faktisk udløste en reaktion: Nu desværre afdøde, og meget savnede kollega Tora Trier. Hun skrev et par indslag. Siden har jeg klaret det alene. Udseendet var spartansk. Dengang var det små tips. Dem er der ikke længere nok til at fodre bloggen. Til gengæld er artiklerne blevet længere, og mere holdningsprægede. 

Mulighederne var ikke stort anderledes end de man havde i analog form med en almindelig kuglehovedskrivemaskine, men det skulle ændre sig totalt. Blogger udviklede sig rivende, og allerede i 2006 var mulighederne langt større. Her havde jeg fx fundet ud af at ændre i html'en så der kom røde overskrifter. Hvad der i øvrigt irriterede rss-læserne ret meget.

Grundlæggende ligner dagens weblog sig ganske den form den havde fundet i 2006. senere ændringer har ganske vist givet flere muligheder. Men det er kun videreudviklinger af hvad Blogger allerede kunne i 2006.

Hvad er kriteriet for succes? Tal og statistikker? Så ser det ikke godt ud! Kigger du på Twingy's oversigt over de 100 mest populære weblogs på dansk og kigger nærmere på den sidste (nr. 100), vil du opdage at der er 65 andre weblogs der linker til den. Langt ned til de 17 som ifølge Google er på min weblog. I Technoratis register er Internetsøgning rangeret som nr. ca. 90.000 (ud af i alt ca. 13 mio. registrerede weblogs).Der er 219 der abonnerer via Google Læser. Men læsere er i dag afløst af Google+, Facebook osv.

Indholdsmæssigt så har det nok flyttet sig noget væk fra hvad det oprindeligt drejede sig om: Tips og tricks til at søge på Internettet. Det skyldes ikke kun at det er svært at finde på nyt her. Søgemaskinerne er trods alt blevet meget bedre til at være selvinstruerende. Det skyldes nu også nok så meget at det er svært at fastholde en interesse så længe som 10 år. 

Hvis det var, ville jeg nok have lukket og slukket for længe siden. Hvis du ikke kan klare dig uden nogen til konstant at kommentere hvad du har skrevet (anerkendende eller det modsatte), så skal du nok ikke blive redaktør på Internetsøgning.

Ingen kommentarer: