tirsdag den 10. april 2012

Bibliotekerne og informationsalderen

Infotoday har en tankevækkende artikel om bibliotekernes rolle i informationsalderen, eller i hvert fald siden årtusindskiftet. Den opremser nogle milepæle i forholdet mellem bibliotekerne og internettet. Mange af artikelforfatterens synspunkter kan jeg nikke genkendende til, så her en sammenblanding af artiklen og de tanker jeg havde ved at læse den.

Emnekatalogernes tidsalder (-ca. 2006). Faget stadig på banen.


Først var der emnekatalogerne. Tanken om at vi kunne overføre katalogiseringen af alverdens internetsider til et katalog. Eller i hvert fald de bedste af dem. Jeg husker endnu at jeg på nogle af mine første kurser for næsten 10 år siden havde regnet ud at selv dengang ville det tage flere tusinde katalogisatorer over 80 år at udføre dette, selvom de kunne indeksere en side i sekundet og arbejdede 24 timer i døgnet. Yahoo gik forrest her, men på biblioteksområdet var der fx Librarians Index to the Internet, LII (nu sluttet sammen med Internet Public Library IPL2) og danske bibliotekers Netguide BNG (om nogen husker den, domænet nu til salg).

 Librarians' Index to the Internet. Bibliotekarers drøm om at kunne være formidler af de bedste sider for væres brugere. Projektet lukket og ideen opgivet.


Bibliotek 2.0. (ca. 2006-2010). Et optimistisk halmstrå?

På min første ILI konference i 2005 var det store buzz-ord Web 2.0, specielt Bibliotek 2.0. Vi skulle begejstres for sociale netværk, Bloglines, weblogs, IM, Flickr mm. Altså en række redskaber som skulle gøre det nemmere, og en anderledes måde at tænke internet. Vi diskuterede hvad blogs kunne bruges til i bibliotekssammenhæng, osv.

I praksis gik det anderledes. De fleste biblioteker satsede på at lave virtuelle "læsesale". Samtidig med at de store centralbiblioteker på stribe nedlagde de fysiske - som af flere grunde var blevet udkonkurreret af det allestedstilgængelige og langt bedre og hurtigere opdaterede internet. I stedet investerede bibliotekerne i meget dyre licenser til hundredvis af databaser, mange som vi før havde i bogform. Erfaringen med dette er at omend de har et publikum, så er de aldrig blevet det tilløbsstykke vi ønskede os. Besværlige brugergrænseflader (og et hav af dem, en for hver database), søgemetoder, adgangsforhold (fjernadgang mv) må påtage sig meget af ansvaret her.

I et vist omfang bekræfter brugen af licenser mere eller mindre den drastiske nedgang i behovet for læsesale: Om de findes fysisk eller online, er lige meget. Der er et vigende antal brugere til dem. Konklusionen af hele denne udvikling er at der ganske enkelt ikke længere er behov for den "quick reference" service som i "gamle dage". Brugerne er selv i stand til at finde dette på internettet. Jeg synes ikke vi skal beklage dette, set fra brugersynspunkt. Blot konstatere det.

 Ethvert centralbibliotek og forskningsbibliotek med respekt for sig selv tilbyder en række databaser til brug for deres brugere. Alle af høj kvalitet. Men hvem er brugerne? Bliver brugt massivt eller af et nichepublikum? Hvorfor er tilgangen til dem så besværlige?

Og hvad blev der af Bibliotek 2.0? Jo, RSS-læsere er forbeholdt nørderne (som jeg selv, der ikke kan undvære det), mens det massive forbrug overgik til Facebook, Twitter og lignende sociale tjenester.

Jamen, bibliotekarer søger vel bedre? Øh, gør vi?

I 12 år har jeg undervist i at søge på internettet. Men jeg aner skriften på væggen. For tolv år siden var det nødvendigt. Søgemaskiner var kluntede, de avancerede søgninger godt skjulte og "almindelige mennesker", selv studerende, havde brug for fagfolk til at søge, fx bibliotekarer. Rent  bort set fra at mange bibliotekarer forspildte en chance her. Mange opgav, og brugerne var i mange tilfælde meget bedre til at søge end "fagfolkene". Og i mellemtiden formåede Googles superakademikere gang på gang at udkonkurrere den menneskelige mellemkomst ved at forbedre den maskinelle søgning.

Dengang mente jeg naivt at der altid vil være brug for bibliotekarer til at lede brugerne gennem internetjunglen. Det er jeg ikke længere sikker på. Bibliotekarerne er røget ind som nr. 2 (eller måske længere nede på listen) på de fleste folks liste over hvor de henvender sig. Og falder stedse længere tilbage. Før i tiden kunne vi bryste os af at være de suverænt største indehavere af information. Sådan er det ikke længere. Forståeligt at folk bevæger sig derhen hvor informationsmængden er størst og bedst. Vi har heller ikke formået at blive de bedste aktører hvad angår at manøvrere i informationskaos. Om vi nogensinde kommer dertil (igen) inden for overskuelig fremtid er uvist.

Skriften på væggen skærmen (ca. 2011-)

Tilbage er så BookPc. Altså dette med at bibliotekerne har computere stående. Denne service er i hvert fald på Hovedbiblioteket i København stadig meget populær. Vores internetpublikumspc'ere er stort set altid i brug. Der er brug for at kunne printe, scanne og have adgang til specielle programmer. Men man kan spørge: Vil dette vare ved? Er det et spørgsmål om tid? Smartphones, bedre bredbånd er måske advarselslamper.

Ebøger er et nyt område hvor bibliotekerne endnu ikke har gjort ret mange erfaringer. Her er der flere muligheder: Hvorfor skulle forlagene, forfatterene og boghandlerne være interesserede i at have det indskudte led 'biblioteker'? Deres interesser er primært økonomiske: Kan de tjene penge eller ej ved at lade bibliotekerne udlåne ebøger? Forfatterne har en anden interesse, nemlig at få bøgerne ud til publikum. Budskaber. Blive kendt. Tilbage står at bibliotekerne måske bliver en slags "skraldespand" for det som bogbranchen ikke kan tjene penge på. Tænk på bibliotekernes videosamlinger. Underlagt lignende betingelser som ebøger. En niche som mest retter sig mod et meget begrænset publikum. For ebøgernes vedkommende knytter der sig ydermere et element på: Bibliotekerne vil ikke kunne eje ebøgerne. Vi vil kun kunne eje "udlånsretten" i en begrænset periode.

 Ereolen er det seneste skud på bibliotekernes eksperimenteren med at formidle digitaliserede materialer. Her betaler bibliotekerne for brugernes lån. Men ejer ikke selv materialerne. Det er fortrinsvis populær skønlitteratur, prisen tilpasset forlagene, lige som disse nærmest suverænt bestemmer hvad der skal tilbydes.

Bibliotekerne er ikke begyndt på et område som der ellers ville være få problemer med, og hvor vi ville kunne opbygge et potentiale: Digitalisere bøger som er uden for ophavsret. Dvs. fortrinsvis bøger fra før 1871. Nok heller ikke de mest interessante bøger. Men bibliotekerne er stort set de eneste som har interesse i et sådant projekt. Det ville give os en ganske god platform til at vise at vi dur til et eller andet i den digitale tidsalder. På alle andre områder vil vi være underlagt andre, og mere økonomiske interesser.

Set i det lys, er det forbavsende at bibliotekerne nærmest lader som om at verdens største indskanningsprojekt, Google Bogsøgning, ikke eksisterer. Med anslået omkring 15 mio. titler overgår Googles samlinger de fleste store nationalbiblioteker. Og med den hastighed det foregår, er det slet ikke urealistisk at Google snart vil have indskannet de 120 mio. eksisterende bøger i hele verden. Og overflødiggøre WorldCat og i det hele taget alle de spage forsøg fra biblioteksverdenen på at følge med i udviklingen.

Er det ikke dyrt? Vil Google ikke på længere sigt kunne tjene en forfærdelig masse penge på dette? Jo, men set i et cost-benefit-perspektiv vil brugerne begynde at tænke på hvor meget et biblioteksudlån koster, sat i relation til at skulle betale for at købe en ebog. Prisen på ebøger i udlandet ligger i dag omkring 100-200 kr. For denne pris får forbrugeren en bog til evig eje. Denne pris ligger formentlig under hvad et fjernlån koster biblioteksvæsnet. Det kunne være interessant at udregne hvor meget et bogudlån koster, og sætte det overfor det. Hvis vi ikke gør det selv, vil andre formentlig snart gøre det. Så hvorfor ikke allerede nu forberede sig på den diskussion?

Google Bogsøgning er en af de største (hvis ikke den største) digitaliserede bogsamling i verden. Med ganske få klik kan brugerne orientere sig i millioner af indskannede bøger. Helt uden om bibliotekerne. Og derhjemmefra.

Har bibliotekerne en fremtid (Nu: 2012)?

Den økonomiske krise kommer paradoksalt nok bibliotekerne til undsætning. Vi er fortsat gratis. Nogle steder oven i købet hyggelige væresteder. Men kigger vi på Google Bogsøgning og andre store databaser med ebøger, så er halvdelen af hvad de tilbyder også gratis.

Omlægninger/nedskæringer (?) i Københavns offentlige service har også betydet at Borgerservice er rykket ind. Hvilket har fået en anden type mennesker til at besøge biblioteket. Om end det stadig står at bevise at de også benytter de egentlige bibliotekstilbud.

Men konjunkturer går op og ned. Jeg skal ikke være spåmand om der er beskæftigelse til fremtidens bibliotekarer. Jeg oplevede i 1970'erne og 1980'erne hvordan faggrupper som typografer og litografer blev totalt overflødiggjort af den nye teknologi. Yngre mennesker har vel samme forhold til typografer som jeg har til kobbersmede. Vil det samme ske for bibliotekerne? Der er skræmmende mange lighedspunkter.

Selvfølgelig er bibliotekerne andet end materialer, inklusiv digitale materialer. De er også oplevelser. En menneskelig hjælp til de som ikke lige er så gode til det dér med elektronikken. Hyggelige væresteder. Mødesteder. Og mere. Men kerneydelsen: Materialerne, formidlingen af information og oplevelser. Den kan vi ikke komme uden om at der bliver sat ganske kraftigt spørgsmålstegn ved i disse år. Og det går kun en vej: Der kommer mere af det.

Denne weblog har eksisteret siden 2002. Fylder altså 10 år til august. I den tid er der sket rigtig meget. Måske bliver webloggen helt overflødig om få år. 

Link
Infotoday.

4 kommentarer:

Peter Unold sagde ...

Tak for et godt overblik over bibliotekerne i informationsalderen. Et enkelt spørgsmål og en kommentar.

Loven om ophavsret angiver at ophavsretten til et værk består 70 år efter kunstnerens død. Hvor får du de 1871 fra?
Næste år er det 70 år siden Henrik Pontoppidan døde. Hvad forhindrer os i selv at digitalisere hans tekster?

Kunne vi ikke benytte "Crowdsourcing" til at få opgaven løst nu hvor bibliotekerne sover Tornerosesøvn? Selve indskanningen kan man betale sig fra(http://1dollarscan.com/) via frivillige bidrag(giv 25kr til digitalisering af din favoritforfatter) og den efterfølgende kontrol af teksten kunne et "community" tage sig af.

Erik Nicolaisen Høy sagde ...

Tak for kommentaren. Jeg kendte ikke Crowdsourcing, så jeg skal lige kigge lidt nærmere på det, inden jeg mener noget. Generelt dog en bemærkning: Jeg undrer mig selv over at når nu al teknologi i overmål findes til at digitalisere, hvorfor afsætter vi så ikke flere ressourcer til at komme i gang.

Hvad angår 1871. Ja, du har ret: Der er nogle kendte forfattere som Pontoppidan hvor vi ved at de er døde for over 70 år siden. De 70+70=140 år (1871) er mere rettet mod "ukendte" forfattere, hvor der kræves efterforskning om hvornår de døde. Hvis vi snakker skanning, er det nemlig mest rationelt at udføre som "masseproduktion" a la "Vi tager bare alle bøger fra før 1871".

En anden vej er selvfølgelig at slå forfatterne op, finde deres dødsdato og så afgøre sagen. Men det kan være en langsommelig affære. Gerne for mig. Men ihukommende de ekstremt lave summer der gives til indskanning, så ser jeg nødig at de går til administration.

Jeg kuknne dog også forestille mig at man indskannede nogle meget brugte ældre værker. Men igen, hvem skal udvælge? Alt kan komme i spil. Det afgørende er hvor mange ressourcer vi afsætter til det.

Morten Brunbjerg Bech sagde ...

Jeg berørte i al beskedenhed emnet i et blog-indlæg for godt et år siden ifm. en temadag om Danskernes Digitale Bibliotek.

Men Steve Coffman underbygger jo glimrende pointerne. Den artikel burde være pligtlæsning for biblioteksfolk.

Jeg hører ind i mellem visse biblioteksledere sige, at man ikke skal kaste håndklædet i ringen på forhånd. Det mener jeg egentlig er at ignorere virkeligheden.

I stedet burde man tage den slags indikationer, som Coffman så stærkt fremhæver, som udgangspunkt for strategisk handling.

Morten Brunbjerg Bech sagde ...

Jeg berørte i al beskedenhed emnet i et blog-indlæg for godt et år siden ifm. en temadag om Danskernes Digitale Bibliotek.

Men Steve Coffman underbygger jo glimrende pointerne. Den artikel burde være pligtlæsning for biblioteksfolk.

Jeg hører ind i mellem visse biblioteksledere sige, at man ikke skal kaste håndklædet i ringen på forhånd. Det mener jeg egentlig er at ignorere virkeligheden.

I stedet burde man tage den slags indikationer, som Coffman så stærkt fremhæver, som udgangspunkt for strategisk handling.