onsdag den 28. marts 2012

Facebook og sikkerhed, undskyld, deling

Mens Googles ændring i privathedspolitikken fra 1. marts 2012 fik stor medieopmærksomhed, ser det anderledes ud med Facebook. Hvis du checker deres side ud (den har stadig adressen "about privacy"), så vil du kunne se, at den nu hedder "Politik for brug af data". Dette skete i fredags.

Facebook er tidligere blevet kritiseret for at være for sløsede med folks private oplysninger. Brugerne synes imidlertid ligeglade. Så denne gang har de syltet det godt ind. Jeg kan i hvert fald ikke sådan umiddelbart gennemskue i hvilken retning det trækker.

Især bør du være opmærksom på hvordan andre som du deler med, bruger applikationer. Efter at have læst det, har jeg ganske enkelt slået applikationer fra. Så vidt jeg kan se, kan dine venner give applikationer ret til at udlevere informationer om dig, med mindre du eksplicit har sagt nej til dette. I det hele taget er det måske tid til en grundig gennemgang af dine indstillinger på Facebook. Hvornår var du sidst inde at rette i dem? Jeg gennemgik samtlige punkter, og måtte virkelig nærlæse alle de mange afklikningsmuligheder. Og bagefter sad jeg med en fornemmelse af at jeg ikke havde gjort det rigtigt.

Lad os fx tage det mest drastiske. Du har fået kolde fødder og ønsker helt at slette din konto. Det er ikke så nemt. Jeg læste forgæves efter en mulighed, men fandt dog muligheden for at deaktivere min konto. I processen fik jeg følgende formaning "Er du sikker på, at du vil deaktivere din konto?" (billedet er anonymiseret).

Navnene er skåret væk. Men der er åbenbart en masse der vil savne mig, når jeg deaktiverer min konto. Det skuffer mig fælt at mine bedste venner og familie ikke vil savne mig. Men det vil til gengæld nogle popstjerner som jeg ingen forbindelse har med ud over at være fan af deres sider. At de vil savne mig, kunne selvfølgelig være smigrende. Me-en. Så meget realist er jeg dog at den tror jeg ikke på!

Jeg har ikke kigget mine kontoindstillinger og privatindstillinger igennem så grundigt før. Og jeg fik mig da nogle overraskelser. Jeg skal ikke trætte med dem allesammen. Blot kraftigt opfordre alle til grundigt at redigere i begge. Hvad mener du fx om denne, som jeg ikke har været opmærksom på før (den kan have været der længe):

Facebook giver ikke tredjepartsapplikationer eller annoncenetværk adgang til at bruge dit navn eller billede i annoncer. Hvis vi tillader det fremover, vil den indstilling, du vælger, bestemme, hvordan dine oplysninger kan blive brugt.
Der er dernæst en afklikningsmulighed for hvad jeg ønsker hvis (eller når) dette skulle ske i fremtiden. Den skyndte jeg mig at indstille på "Ingen. Men selve formuleringen gjorde mig usikker: Er det noget Facebook tænker på? Har de tænkt sig at orientere mig om det, hvis (eller når) de gør det?

Man kan i og for sig ikke anklage Facebook for ændringerne. Firmaet er ganske åbent og fra starten gjort det klart at dine oplysninger blev delt med snart sagt hvem som helst som du deler med, og dine rettigheder til fx billeder er indskrænkede. Brugere af Facebook har været ligeglade, selv om de måske har været klar over det.

Netop dette er for mig at se foruroligende. Det virker som en langsomt glidende bevægelse i retning af at annoncørernes interesser bliver mere og mere fremherskende for hvad Facebook foretager sig. At Google så også er hoppet med på den, fordi annoncepengene er disse firmaers eksistensgrundlag, gør det ikke bedre. I sidste ende handler det vel om at det kun er en drøm at alting på internettet skal være gratis. Det er det ikke, og har aldrig været det. Spørgsmålet er mere om hvem der er mest ærlig til at indrømme det.

PC World.
Business Dk.
Read Write Web.

2 kommentarer:

Jan Andersen sagde ...

Facebook reklamerer ikke ligefrem for at man kan slette sin konto, men det kan man heldigvis: http://www.wikihow.com/Permanently-Delete-a-Facebook-Account

Erik Nicolaisen Høy sagde ...

Tak for tippet. Det ser ud til at virke. Jeg forsøgte herefter at eksperimentere med om du fra facebook kan finde den side (det er jo ikke alle der kender Wikihow). Og det lykkedes ikke umiddelbart. Heller ikke fra menuen Hjælp, hvor den åbenbart ligger. Så jo. Du har ret. De reklamerer ikke ligefrem med det. Man kan måske driste sig til at sige: De har skjult det rigtig, rigtig godt. :)