lørdag den 1. maj 2010

"Udbakken er tom....."

Det kunne der godt stå på Internetsøgning pt. Mit kladdearkiv er nemlig tomt. Der er ikke nævneværdige artikler undervejs. Og det er ikke noget specielt for Internetsøgning. Min Google Reader hvor jeg henter det meste inspiration og stof til artiklerne, er ligeledes ret tom. Kort sagt, der sket ikke så  meget nyt på søgemaskineområdet, og det har der ikke gjort i lang tid.
Ok, her er så en skærmprint fra mit kladdearkiv. Det er jo ikke tomt. Men bemærk at artiklerne er meget gamle, hvilket indikerer at der ikke var kød nok til en historie til offentliggørelse. Artiklerne er i stil med: Dette kunne blive en historie, men måske skulle vi lige vente lidt til der kom lidt mere om den. Det kom der så bare ikke.
Det skal nu ikke forlede nogen til at tro at der ikke sker noget. Der sker bare ikke så meget mere nyt. Der kommer dagligt nye småtilføjelser og finesser. Ikke opsigtsvækkende i sig selv, men lagt sammen bliver det selvfølgelig til noget. Og de eksisterende søgemaskiner bliver også bare bedre og bedre. Fx vokser Google Books' database dagligt. Seneste tal jeg kender er på syv millioner bøger og tidsskrifter. Men lur mig om tallet ikke er i nærheden af de ti millioner nu.
Men alle disse småjusteringer egner sig næppe til lange dybdegående artikler. Snarere til at udbygge og ajourføre min Google-Guide på Københavns Bibliotekers hjemmeside. Den vil jeg forsat anbefale at besøge. 
Jeg er gået i tænkeboks over webloggens fremtid. Siden august 2002 har Internetsøgning forsøgt ikke bare at være på forkant, men også kigget ind i fremtiden med hvad der sker på området. Og der vil nok også stadig være meget at skrive om i fremtiden. Men fokus burde måske være mere rettet mod: Hvordan udnytter vi nu de eksisterende søgemaskiner bedre? På de kurser jeg afholder for biblioteksfolk, brugere og andre støder jeg af og til ind i mange andre anvendelser end jeg sådan umiddelbart havde tænkt mig til.
Dette er måske en af mulighederne for at fortsætte webloggen. Måske er tiden løbet fra weblogs i stil med denne. Ikke fordi det ikke er en god ide, men fordi "ilten" til dem er sluppet op. Første maj er en dag hvor man symbolsk kan overveje at "lade falde hvad ikke kan stå". At tænke nyt - eller i hvert fald anderledes.
Kort sagt, kære læsere. Jeg er gået i tænkeboks over webloggens fremtid. Det er ikke første gang jeg har overvejet at lukke for butikken. Og hver gang er der sket noget, som har sendt webloggen på banen igen. Så jeg vil være mere end varsom med at varsle en lukning. Det sidste jeg er interesseret i er at fortsætte blot for fortsættelsens egen skyld. Og lukke den fordi jeg i et uovervejet øjeblik var lidt modløs.
God 1. maj!

1 kommentar:

Frostnegeren sagde ...

Altså jeg ved at bibliotekspressen i seneste nummer har skrevet om en fagspecifik søgemaskine, den er dog ikke offentlig tilgængelig endnu, da de mangler patent i USA.