onsdag den 3. marts 2010

Aardvark

Akilleshælen hos alle søgemaskiner er at de ikke er mennesker som kan forstå og svare på spørgsmål. Det har man været klar over siden de opstod for omkring 15 år siden. Og spørgsmålet er stadig ikke besvaret. Der har været mange bud. Ask er et. Yahoo Answers er et andet. Google havde også en lignende mere professionel tjeneste, Google Answers. Men den eksisterede kun i et par år. Og var i øvrigt også lidt uden for mediegigantens forretningskoncept.
Nu har Google imidlertid igen forsøgt sig, ved at erhverve Aardvark. Konceptet bygger på at når du har et spørgsmål, så er der sikkert nogen som allerede i forvejen har stillet det spørgsmål. Og øvelsen går så blot ud på at finde dette svar. Og ikke nok med det, også finde et kvalificeret svar. Problemet på fx Yahoo Answer er jo at der ikke er så god kontrol med om den som svarer nu også er pålidelig. Selv om Yahoo gør et hæderligt arbejde med at luge ud i brådne kar.
Problemet med Ask har altid været at den i sidste ende bunder i søgemaskineteknologi. Og dens styrke er mere at præsentere fundene på en pæn og overskuelig facon. Men dybest set, synes jeg ikke at Ask er væsentligt bedre til at besvare specifikke spørgsmål end fx Google eller Yahoo.
Aardvark er foreløbig lagt udpå Google Labs, hvilket betyder endnu et betaprodukt. Som Google jo er berømt/berygtet for. Berygtet fordi de fungerer miserabelt, berømt fordi det giver brugerne mulighed for at påvirke produktet på et meget tidligt stade.
Aardvark tilbyder at du forbinder dig via Facebook eller din Google Konto. Efter mange forgæves forsøg med dels at finde ud af du kan har mulighed for det hvis du bor i USA, og så iøvrigt angiver din fødselsdato korrekt (hvilket ikke lykkedes mig), opgave jeg. Åbenbart er jeg for stupid til at finde ud af de mange spidsfindigheder. Jeg ved hvornår jeg er født osv. Men det var ikke godt nok.
Jeg har andet at bruge min tid på end tåbelighed kontooprettelser, så i stedet vil jeg citere lidt fra forskellige weblogs. Så er der måske andre der har lyst og tid til at forsøge sig.
Aardvark er et slags social netværk med omkring 100.000 brugere hvoraf lidt over halvdelen også har spurgt eller besvaret et spørgsmål. Hvorvidt denne tjeneste på et eller andet tidspunkt vil komme til at fungere eller ej, er altså et spørgsmål jeg godt kunne tænke mig at få besvaret. En ting er helt sikker: Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke drømme om at stille spørgsmålet i Aardvark.
Links.
Google Blogoscoped.
Googleblog.

Ingen kommentarer: