onsdag den 8. april 2009

Turist anno 2009

Som nogen måske har bemærket har jeg været på ferie. I den forbindelse har jeg funderet lidt om hvordan ferieforberedelserne og ferien har ændret sig, i hvert fald for mig. Og jeg er endda ikke totalt digitaliseret turist!
Togbilletterne forsøgte jeg at bestille online. Men det ville DSB ikke give mig lov til. Så her måtte telefonen i brug. Frem med kreditkortet, og så var den overstået. Billetterne kom med posten dagen efter. Så vidt så godt.
Hotellet gik det bedre med. Berlin har en hotel guide hvor du kan slå op efter alle kunstens regler: Hvor du gerne vil bo, til hvilken pris osv. Og det duede! Det hotel vi fandt levede op til det hele, og endda lidt til.
Seværdigheder skulle vi selvfølgelig også kigge på, og også lade os inspirere af de mange gode turistsider om byen. Men, men. Da vi nede på Topographie des Terrors spurgte om den cdrom de reklamerede med på hjemmesiden, fortalte en synligt pinlig berørt dame at den skam havde været udsolgt i 2 år, og at hun beklagede at hjemmesiden stadig reklamerede for den.
Den virtuelle turist bruger selvfølgelig Google Maps til at se satellitbilleder mv. Og det gjorde vi. Samtidig med at jeg i toget læste en lektørbog om medierne og den virtuelle turisme. Sikke et sammentræf i øvrigt.
Jeg har været udenrigsturist siden jeg i 1975 foretog den første flyrejse til Helsinki. Siden har jeg rejst rigtig meget. Og som sådan må jeg indrømme at det er blevet meget nemmere at ordne de praktiske ting omkring en rejse. Har internettet så ændret tilgangen til dette at rejse? Det er svært at sige. For ville det have ændret sig uden internettet?
En ting er i hvert fald sikker: For sådan nogen som mig, er det svært at afholde sig fra at indhente information, når nu det findes. Og også få den oplevelse ud af det. Du kan næsten gætte mig egen holdning til det: Jo, jeg synes at internettet både har gjort det nemmere, men også mere oplevelsesrigt at rejse. Lysten til at 'læse mere' vokser når du ved at du rent faktisk også kan finde andre oplysninger.
Jeg har af lyst fundet information om steder jeg var som ung turist, og jeg må indrømme at oplevelsen nok ville have været større hvis jeg havde vidst det dengang. Den umiddelbare indtryk af at rejse ind i det ukendte, det fremmede, går som en omkostning fløjten.
Og ja. Billederne fra turen er selvfølgelig blevet uploaded til Picasa Webalbum (jeg kunne også have valgt Flickr) hvor venner, kolleger og andre kunne se dem dagen efter. Og hvor der er lagt tags på så jeg kunne se alle de andre fotoer der var taget af samme motiv.

Ingen kommentarer: