mandag den 19. februar 2007

Bøgernes besværlige vej til nettet

Muligheden for at lægge trykte bøger online er teknisk til stede. For nye bøgers vedkommende er det umiddelbart muligt, mens ældre først skal indskannes. Ophavsret og økonomiske ineresser er de væsentligste årsager til at det endnu ikke er sket.
Google Books er nok det mest potente projekt hidtil: Forlagsverdenen har her en vist nok fuldstændig gratis mulighed for at oploade deres bøger, samtidig med at Google selv indskanner et ukendt antal ældre og nyere bøger på de største universitetsbiblioteker og andre større biblioteker. Dog med markante restriktioner for brugerne til at se disse.
Yahoo og Microsoft har også deres bogskanningsprojekt. Og i det hele taget ser det ud som om der nu er en slags konkurrence om hvem der kan få fat på digitale versioner af bøger. I sommeren 2005 annoncerede tyske Börsenverein des Deutschen Buchhandel således deres bud på en digitalisering: Volltextsuche Online, med start foråret 2006, men blev udskudt til bogmessen i slutningen af 2006.
Som med andre konkurrenter til Google’s projekter er det meget svært at finde ud af hvad der foregår, og om der overhovedet foregår noget. Den til tider meget kritiske Google Blogoscoped har fulgt projektet og skrevet en længere artikel om foretagendet, som interesserede i fuldtekstbøger og deres publicering på internettet kan have gavn af at læse. Den rummer nemlig også nogle generelle betragtninger over problemer med at have den slags: Finansiering og om det er muligt at downloade og kopiere.
Af artiklen fremgår bl.a. at der kun eksisterer Power Point-demonstrationer af indholdet i VTO. Ligeledes at basen tilsyneladende indtil videre er begrænset til en snes titler. Og at teknologien ikke holder hvad den lover: Det er faktisk muligt at downloade bøgerne. Derudover skal forlag så betale for at få bøgerne.
Alt i alt ser artiklen ikke VTO som et alternativ til Google Books. Og i det hele taget oser artiklen af endnu et eksempel på at mens europæerne diskuterer og udvikler nye metoder (med andre ord: Der sker ikke rigtig noget), så er Google ’bare’ gået i gang. Det vil sikkert lykkes for forlagsverdenen at bremse adgangen til Google Books’ onlineadgang. Det spændende er, om det blot er et spørgsmål om tid, eller om vi som forbrugere også for al fremtid skal leve med ’nok se, men ikke læse’?
Links
Volltextsuche Online.
Google Blogoscoped om VTO.

Ingen kommentarer: