onsdag den 8. juni 2005

Google Tutor får følge af Firefox Tutor
Google-Guide fra februar 2004 og Internetvejledning fra juni samme år bliver systematisk ajourført med nye indslag fra Internetsøgning. Så indslagene kan ikke bare findes kronologisk.
Dette koncept er der andre, som også bruger. Fx Google Tutor. Den startede i marts 2005. Her er det hele dog samlet på en side, med selve oversigten opstillet alfabetisk og bloggen kronologisk. Men som med Google-Guide og Internetsøgning er formålet at gøre opmærksom på de meget lidt brugte søgefaciliteter på Google. Og præsentere alle de mange produkter, som er færdige eller halvfærdige i betaversioner.
Den 19. maj 2005 startede så en Firefox Tutor, inspireret af Google Tutor. Samme koncept. Og det er i allerhøjeste grad påkrævet. Firefox' mange faciliteter er om end muligt endnu mere uoverskuelige end Googles, idet alle og enhver kan foretage tilføjelser til Firefox. Og gør det.
Der er vist mange, som ikke magter at gennemlæse tunge manualer og uoverskuelige linksider. De kunne måske med fordel prøve at starte på Firefox Tutor og i stedet forfølge spor ind i denne jungle. Firefox Tutor vil løbende orientere om nye ting på Firefox, og derudover lave temaer, fordelene ved at bruge Firefox o. lign. Foreløbig ligger der en halv snes indslag.
Ophavsmanden Ethan Sisson giver ikke meget for Internet Explorer og lover endog at gøre grin med den. Det kan man jo så springe over, hvis man synes at det bliver for meget.

Ingen kommentarer: