onsdag den 4. februar 2004

Danske sider bruger topdomænerne .as og .nu
.as er topdomænet for American Samoa, ligesom .dk er det for Danmark. Prøv at lave en søgning på Google og afgræns det til sider på dansk (skriv site:dk i søgefeltet og afklik boksen med sider på dansk). Resultatet var i dag over 17.000 hits. Hvilket jo lyder helt usandsynligt: Skulle der virkeligt være så mange danskere som hører hjemme på American Samoa?
Nej, det er der ikke. Det skyldes at topdomænet .as er frit tilgængeligt for alle. Og mange danske firmaer benytter sig af at få en internetadresse der giver associationer til forkortelsen for aktieselskab (det gælder i øvrigt også for norske firmaer). Kigger man nærmere på listen, vil man da også opdage at de fleste af fundene er firmaer som fx Autoparken, Eurogroup, Sykkelexperten og ABC Service.
Det er ikke det eneste topdomæne som bliver brugt på denne måde. Prøv fx den samme søgning på topdomænet .nu. (Det er topdomænet for Niue, en lille ø tæt ved Tonga i Stillehavet). Her er søgeresultatet over 16.000 danske sider. Også dette bliver brugt af danske firmaer, men også en række andre: Sømændenes Forbund, Det Jyske Kunstakademi, Skuespilleren Lars Knutsson og andre.
Det er selvfølgelig forståeligt at de nævnte ønsker at have et godt logo, og ikke bare det kedelige .dk. Men det gør det jo unægtelig sværere for internetsøgere at finde sider på dansk, idet man nu ikke længere bare kan afgrænse til feltsøgningen: site:dk (Google) eller domain:dk i All The Web og andre. Så her er altså endnu nogle undtagelser som man skal tage højde for (suk)

Ingen kommentarer: