lørdag den 26. april 2003

Ask Jeeves – et besøg værd!
Ask Jeeves var en af de første maskiner som forsøgte at lave “dagligsprogssøgninger”. Dvs. at man i stedet for at udtænke lange søgestrategier, finde de rigtige søgeord mm. blot skulle skrive et spørgsmål i søgelinjen. Så ville Ask Jeeves finde det ”rigtige” svar. Jeeves bliver afbildet som en smilende engelsk butler, klar til tjeneste! En fantastisk god ide – hvis altså den virkede. Og det gjorde den ikke. Især fordi Ask Jeeves kun forstod engelsk.
I slutningen af april i år fornyedes så Ask Jeeves. Den ansete søgemaskineanalytiker Chris Sherman (Search Engine Watch) er imponeret. Og der er nyt at komme efter.
En af nyskabelserne er at den nu påstår at kunne skelne mellem søgninger efter almindelige websider, nyheder og billeder. Søgefeltet reagerer på søgeord som image, picture, photos og news. I andre søgemaskiner foregår det ved at klikke på et ”faneblad” over søgefeltet. (Det kan man dog også i Ask Jeeves, her står menuerne bare under søgelinjen). Men Jeeves forstår kun engelsk!
Det går altså ikke med: et foto af Virgina Woolf. Næh, man skal skrive: photos of Virgina Woolf eller what does Virgina Woolf look like. Så kommer der billeder frem, over den sædvanlige ørkesløse resultatliste over websider. Billederne stammer fra databasen Picsearch, som rummer 200 millioner billeder.
Visse søgninger udløser automatisk nyhedssøgning. Søg fx på Saddam Hussein. Så kommer der nyheder frem sammen med webresultaterne (Read the latest news on Saddam Hussein).
Ask Jeeves forsøger med andre ord at ”gætte sig til” hvad det er du helst vil have. Det er godt til leksikonlignende spørgsmål (igen formuleret på engelsk), fx the capital of Denmark. Her fremkommer som det første en boks hvori svaret står: The capital of Denmark is Copenhagen. Hvis man spørger: The longest river in the world, bliver du efterfølgende spurgt om: Do you want to know: 1) what is the longest river in the world (hvis man klikker her, får man en oversigtstabel), eller 2) Where can I find information about the body of water (og så kan man vælge mellem en 20-30 forskellige floder, med Nilen øverst).
Man kommer altså også i ”dialog” med Jeeves.
Ask Jeeves påstår at den skelner mellem store og små bogstaver. Men det kunne jeg nu ikke få den til. Resultatet var det samme uanset jeg stavede med stort eller lille i mine tester.
Ask Jeeves er i samarbejde med søgemaskinen Teoma (se webloggen 4.2.2003), og det betyder at den giver underdelinger øverst til højre ved mange resultater. Teoma er en af mine favoritmaskiner: ikke så stor som Google eller Allthweb, men her gælder: hellere mindre, men bedre.
Også hos Jeeves er Googlificeringen slået igennem: Layouten er klart mere enkelt og alle reklamer, bannere m.m. er fjernet. Den er også blevet væsentlig hurtigere. Til gengæld slipper man ikke for de sponserede webresultater. De ligger i en boks over de øvrige resultater. Der er stavekontrol på engelske ord.
Alt i alt er Ask Jeeves blevet mere interessant. Den har i nogen grad forladt ideen med dagligsprogssøgninger, men har så til gengæld givet nogle muligheder for ”dialog” med søgemaskinen. Anbefalelsesværdigt til opslagsspørgsmål, á la Jeopardy og Hvem vil være millionær. Afgjort en facilitet som man kan savne i andre søgemaskiner.
En fyldig test på engelsk artikel findes på webloggen Microdocs-News. Kik under 23. april 2003.
En test af Ask Jeeves lavet af Veri Test kan se på: www.veritest.com/clients/reports/jeeves. Den er fra april 2002.

Ingen kommentarer: