søndag den 20. april 2003

Alltheweb nu også med ordbog
I Allthewebs søgeresultater kan man nu få forklaret engelske søgeord. Søgemaskinen linker til dictionary.com. Man kan få en ordforklaring og få at vide hvordan et ord skal udtales. Den linker endvidere til Thesaurus, hvor man kan finde synonymer. Dette kan være en fordel hvis man er løbet tør for søgeord.
Linket til Dictionary fra Alltheweb fremkommer efter en søgning til højre for resultatangivelsen. (Linjen umiddelbart under ”fanebladene” for billedsøgning, nyhedssøgning osv.). Bemærk dog at hvis ordet ikke findes i Dictionary eller Thesaurus, er der ikke noget link. Det gælder fx danske ord.
Dictionary trækker på 11 forskellige ordbøger og opslagsværker: The American Heritage Dictionary of the English Language, Webster's Revised Unabridged Dictionary, WordNet, The Free On-line Dictionary of Computing, Jargon File, CIA World Factbook, Easton's 1897 Bible Dictionary, Hitchcock's Bible Names Dictionary, U.S. Gazetteer, Acronym Finder og On-line Medical Dictionary.
Et eksempel: En søgning i Alltheweb på kalashnikov giver 132.000 resultater. Hvis man klikker på ordforklaring ved siden af denne resultatopgørelse, får man at vide at det er ”Any of a series of assault rifles of Soviet design, especially the AK-47. After Mikhail TimofeevichKalashnikov (born 1919), Soviet arms engineer.” Thesaurussen har her ingen forslag til synonymer.
Det har den til gengæld hvis man søger på curriculum vitae. Her får man at vide at det kan betyde to ting: enten record eller resume. Under hver af disse får man 15-20 forskellige synonymer.
Som nævnt i webloggen den 25. marts har Google en lignende funktion på tegnebordet (Google Glossary). Den er dog ikke fuldt udbygget endnu.

Ingen kommentarer: