mandag den 10. marts 2003

Prøv bibliotekernes licenser.
Som nævnt i denne weblog om det usynlige internet (se 28.8.02 og 27.10.02), så ligger megen god information gemt i databaser. Det ene problem er at finde disse. Det andet problem er at mange skal man betale for! Det ligger ofte helt uden for almindelige menneskers økonomiske formåen at få adgang til disse databaser. Men de danske biblioteker kan til en vis grænse hjælpe her. De har betalt ”licens” til en række gode databaser. Det kræver dog at du bevæger dig hen på biblioteker først, idet du kun har adgang til disse databaser fra bibliotekets computere.
Derhjemmefra kan du forberede dig ved at undersøge hvad dit lokale bibliotek har betalt licens til. En alfabetisk oversigt over danske folkebiblioteker kan du få på Biblioteksstyrelsens hjemmeside. Herfra finder du også link til en tilsvarende liste over de danske forskningsbiblioteker.
Klik ind på dit nærmeste folkebibliotek og find ud af hvad de har. Ofte er det hovedbiblioteket/ centralbiblioteket som har flest. Du kan ikke forvente at alle biblioteker har adgang til elektroniske licenser! Og det kan også være lidt svært at finde oversigten på deres hjemmeside.
Men de fleste store biblioteker har et omfattende udvalg:
København og Gentofte skaffer dig gratis adgang til en række fremragende databaser: Karnovs lovsamling, Karnovs EU-lovsamling. Med link til Ugeskrift for Retsvæsen. Infomedia - en søgebase i 10 af de landsdækkende avisers artikler (bl.a. Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands Posten). Faktalink. Derudover ordbøger og leksika, engelske tidsskrifter i fuldtekst, hobbyindekser, sang- og skuespilregistre, forbrugerindeks. Og meget mere.
Tilsvarende kan du finde i fx Århus Hovedbibliotek, Odense (se under netservice) og Aalborg (Det Nordjyske Landsbibliotek), .
Gå selv på jagt. Bibliotekerne er jo også hyggelige steder hvor man kan være i selskab med andre, i stedet for at sidde i al ensomhed bag skærmen derhjemme…..

Ingen kommentarer: